Stundom snakkar ein om det å skapa gode minne som ei form for aktivitet i seg sjølv, altså som om det er sjølve minnet aktiviteten resulterer i som er det viktige, og ikkje aktiviteten i seg sjølv.
Ein hugsar gjerne særleg gode opplevingar, og dermed kan ein også freista å skapa gode opplevingar slik at ein hugsar dei. Tanken er vel at det gir ein meirverdi å tenkja tilbake på noko fint ein har opplevd, gjerne saman med andre, og at minne er noko som knyt oss saman, difor bør me aktivt freista å skapa dei.
Her ligg det også ein tanke om at det er dumt å ikkje hugsa fine ting ein har opplevt, og at det ein gløymer vert borte for alltid, og då er det som om ein aldri har gjort dei. Nokre folk skriv dagbøker over opplevingane sine. Eg har sjølv freista å gjera dette nokre gonger, men det varer aldri særleg lenge.
Motargumentet mot dette synet er at augneblinken også har verdi sjølv om ein ikkje hugsar han etterpå. Nokre folk hugsar dårleg. Er det dumt å hygga seg med å lesa ei bok dersom ein seinare ikkje hugsar boka utanåt, eller om ein ikkje hugsar å ha lese ho i det heile?
Legg att eit svar